|
På forespørgsel
om hvorfor min mor og jeg startede som Basset Hound ejer i 1959 og opdrætter
var ganske simpelt hen den, at vi faldt for et billede af en Basset Hound
uden på en bog af Ylla, den Svejtsiske dyrefotograf, og så
gik jagten ind.
I stormagasinet Harrods i London havde de en dyreafdeling og der sad en lille han Basset Hound hvalp, søn af den tids mest kendte champion Rossingham Badger. Imod 20 guines blev han vores og fik lov til at blive i Harrods til vores ferieophold i Exeter sluttede. Men ved afhentningen af ham sad der den skønneste tæve fra det samme kuld. Altså ned i banken i bunden af Harrods og veksle næsten alt hvad vi havde tilbage af danske kroner, heldigvis havde vi returbillet til DFDS og DSB til Holte, hvor vi ankom med 10 kroner i pungen og 2 hunde puttet ind i en lille transportkasse. For hundene var det en dramatisk hjemrejse, folk troede det var et spædbarn der græd i kahytten og vi blev tilkaldt over højttaleren. I toget på 1. klasse, hvor man ikke måtte have hunde med, gik hvalpene fra hånd til hånd når konduktøren nærmede sig, så vi nåede uantastede hjem. Deres foder undervejs var hakket hestekød også købt hos Harrods. Deres navne var Wee Willie Winkie og My Fair Lady. Winkie blev Dansk, Norsk og Svensk champion, Lady måtte ”nøjes” med 2 cert., fordi vi købte en rød/hvid Basset Hound tæve fra Kennel Sykemoor, ved navn Sykemoor Blossom. Hund var en af de smukkeste Basset Hound, der er født. Dansk, Norsk og Svensk champion og er foreviget i Kgl. Porcelæn af billedhuggeren Jeanne Grut. Senere kom Sykemoor Forester, Sykemoor Footstep og Sykemoor Countess, alle mørk trefarvet. Dette var starten på Kennel Riesbo sidst i 50érne Esja Ries |